Af: Peter Larsen
Under 2. verdenskrig blev der i nazi-Tyskland udviklet nye våbentyper, der skulle afgøre krigen – de mest kendte er V1 og V2. V står for Vergeltungswaffe – gengældelsesvåben. V1 var en ubemandet flyvende bombe mens V2 var et ballistisk missil. Begge våben blev udviklet og fremstillet på Heeresversuchsanstalt Peenemünde, på øen Usedom tæt på grænsen til Polen.
Forfatterens eget foto. Se: https://museum-peenemuende.de/?lang=en
V1 er forløberen for nutidens krydsermissiler, mens V2 blev udgangspunkt for den kolde krigs interkontinentale ballistiske missiler – og Saturn V, løfteraketten til Apollo-missionerne til månen. Særligt en person har haft en central rolle i den historie – raketingeniøren Wernher von Braun.
Von Braun havde fra han var barn en drøm om at flyve ud i rummet og lande på månen, og arbejdede målrettet på at opnå en indgående viden om alle elementerne i udvikling og fremstilling af raketter. Indenfor det enkelte felt havde eksperter nok en dybere viden, men von Braun havde overblikket over alle felterne og hvordan de hang sammen. Han lærte gennem sin karriere at opbygge store teknologiske systemer – han kunne lede store ingeniørmæssige projekter og han var en karismatisk personlighed. Og han kunne overbevise de, der havde pengene, om hans raket-projekt. Han begyndte i nazi-Tyskland, og efter krigen fortsatte han sin karriere i USA med den kolde krigs atom-missiler og som kronen på værket Saturn V – han nåede sit mål, men det havde en pris.
Wernher von Braun og raketterne..
Wernher von Braun var søn af Magnus Freiherr von Braun og Emmy Freifrau von Braun, og blev født i 1912. Familien tilhørte den tyske landadel og havde tradition for karriere indenfor militæret eller den preussiske embedsstand, men Wernher fik andre interesser. Som 13-årig fik han et teleskop af sine forældre, der startede hans fascination af rummet og månen. Wernher havde ikke været særligt interesseret i skolen, men det ændrede sig, da han læste om udforskning af rummet og begyndte at eksperimentere med kemikalier og fyrværkeriraketter. I Berlin oplevede han Raketenrummel (raketdillen) i 1928-29 hvor der blev eksperimenteret med raketter og raketbiler, og for at kunne være med i udviklingen begyndte han på ingeniørstudiet. Fritiden brugte han på Raketenflugplatz Berlin i et nedlagt ammunitionsdepot, hvor han var med i en gruppe, der eksperimenterede med raketmotorer med flydende brændstof. Gruppen lykkedes i 1930 med en Kegeldüse, en lille kegleformet raketmotor der kunne yde en reaktionskraft på 6-7 kg i 90 s – målt i en vandspand på en køkkenvægt.
For overhovedet at få mulighed for at nå sin drøm om at komme ud i verdensrummet begyndte von Braun i december 1932 at arbejde for den tyske hær. Hæren havde både penge og en strategisk interesse i raketudvikling. Her mødte han for første gang kaptajn Walter Dornberger, som han skulle komme til at arbejde tæt sammen med. Von Braun skulle arbejde med raketter med flydende brændstof, mens en anden afdeling arbejdede med krudtdrevne raketter. Hæren havde mest tiltro til de krudtdrevne raketter, da de nemmere kunne opmagasineres.
Von Braun satte sig et mål om at udvikle en raketmotor med en reaktionskraft på 150 kg, med flydende ilt og etanol som drivmiddel. Etanol kan blandes med vand, og dermed kunne man styre forbrændingstemperaturen, for at undgå gennembrænding af raketdyserne. Han begyndte med 75% etanol og ville i første omgang opskalere arbejdet fra Raketenflugplatz.
I marts 1933 gennemførtes den første test af en vandkølet raketmotor W1 (Wasser), med en reaktionskraft på 120-140 kg i omring 60 s – for at kunne måle reaktionskraft over tid, temperatur, tryk osv. måtte han samtidig udvikle testinstrumenter, de eksisterede simpelt hen ikke.
W1 blev efterfulgt af 1B (Brennstoff), hvor brændstoffet cirkulerede i en kølejakke udenom forbrændingskammeret og dysen. Der opstod hele tiden materiale- og fremstillingsproblemer der endte med forsøg der slog fejl, så i stedet for at fremstille det hele selv, tog von Braun kontakt til tyske virksomheder, der var gode til aluminiumsarbejde, og fik på den måde en god ekspertise i fremstillingsteknologier. Han begyndte at udvikle sine evner som systembygger.
A1, A2, A3 – A5 og så A4
Efter 1B gik von Braun videre med serie 2B, der i efteråret 1933 kunne yde en reaktionskraft på 300 kg. 2B kom til at sidde i von Brauns første raket, A1 (Aggregat 1), der blev testet i begyndelsen af 1934. Det tog et halvt år at bygge raketten, og et halvt sekund at sprænge den i stumper og stykker. En forsinkelse af tændingen gjorde at brændstofblandingen eksploderede. Raketten skulle stabiliseres af et gyroskop, en roterende spids, men det viste sig at når spidsen roterede med 9000 o/min gav det vibrationer, der skabte revner i ilttanken så ilten sivede ud – og forårsagede nye eksplosioner. Rakettens udformning skulle tænkes om.
Det gik bedre med A2. Gyroskopet blev flyttet til midt i raketten mellem tanken med ilt og tanken med alkohol og der blev bygget to raketter, der begge nåede en højde på ca. 1700 m.
Næste skridt var A3, der skulle have en reaktionskraft på 1500 kg. I oktober 1935 blev den afprøvet i en version bygget i stål, med et godt resultat. Von Braun eksperimenterede med aluminiumslegeringer og skabte kontakter til folk der vidste noget om styre- og kontrolsystemer, fx en tidligere østrigsk flådeofficer der havde udviklet torpedoer under 1. verdenskrig og vidste noget om gyroer til skibe og fly.
Han fik også kontakt med Wolfram von Richthofen, der var nevø til ’den røde baron’ og selv flyveres fra 1. verdenskrig og nu udviklingschef i luftfartsministeriet. Det førte frem til en eksperimentel raketorganisation på tværs af værnene med en betydelig finansiering fra både hæren og luftvåbnet, hvor Walter Dornberger, der nu var major, blev artilleriets chef for raketudvikling.
Von Braun var helt klar over, at den eneste mulighed han havde for at nå sin drøm om rummet var et samarbejde med hæren, der havde pengene, så han og Dornberger skulle kunne vise noget, der tydeligt kunne overgå det kraftigste våben, artilleriet havde, Paris-kanonen fra 1. verdenskrig. Den kunne skyde en 210 mm granat med omkring 11 kg sprængstof ca. 125 km. Efter nogle udregninger nåede de frem til et udkast til et missil, A4, der skulle kunne tilbagelægge 275 km med en last på 1 ton. Motoren skulle have en reaktionskraft på 25.000 kg, og missilet skulle kunne transporteres gennem jernbanetunneller i samlet tilstand. Projektet blev godkendt.
Von Braun ledte efter et sted til et nyt forsøgsanlæg, hans mor foreslog at se på Peenemünde på øen Usedom, hvor hendes far havde jagtet ænder, tæt på familiens godser.
I 1937 begyndte von Braun at flytte sin raketgruppe til det nye forsøgsanlæg i Peenemünde – gruppen var på 5 år vokset fra to til 80 ansatte, og voksede yderligere til 350 ansatte. Inden 2. verdenskrig var antallet af ansatte tredoblet, og blev igen tredoblet under krigen, ud over forskere på universiteter og udviklere og arbejdere på tilknyttede virksomheder.
At nå målet om rummet begyndte også at have en pris – sidst i 1937 måtte von Braun melde sig ind i NSDAP, ellers, som han senere sagde til den amerikanske hær, havde han været nødt til at opgive sit livsværk.
På den nye Heeresversuchsanstalt Peenemünde gik arbejdet videre med A3. A3 var 6,75 m høj med en diameter på 0,93 m og med en reaktionskraft på 1500 kg. 3 gyroskoper og nogle primitive accelerationsmålere skulle holde raketten på ret kurs. Von Braun havde regnet ud at den burde nå en hastighed på 500 m/s og en højde på 30 km. Kl. 10.30 d. 4. december 1937 blev raketten affyret og steg i en ret linje i 3 sekunder, hvor så faldskærmen udløstes og fik raketten ud af kurs – den styrtede ned 300 m fra affyringsstedet, hvor det uforbrændte brændstof eksploderede. Ved næste forsøg d. 6/12 skete det samme – der var en fejl i udløsermekanismen til faldskærmen. Faldskærmen blev udskiftet med et signalblus, og den tredje raket blev sendt afsted d. 8/12. Efter 4 sekunder blev signalblusset udløst, da raketten have nået 300 m stoppede motoren, og raketten styrtede ned 2 km ude i vandet og eksploderede under vandet. D. 11/12 blev nummer fire sendt afsted, den opførte sig på nøjagtig samme måde som nummer tre. Von Braun nåede efter noget arbejde frem til at styresystemet var for svagt til at holde raketten på ret kurs, og han fandt også fejlen der udløste faldskærmen. Der var ingen, der havde erfaringer med raketstyringer, så det var trial-and-error.
Man måtte finde på en ny version, A4 var optaget, så det blev A5, med samme fremdriftssystem men nyt skrog og finner så den kunne styres bedre. A5 skulle bruges til at afprøve styresystemer. Von Braun overlod fremdrift og aerodynamik til sine kolleger, og kastede sig over styringen. Han kontaktede to eksterne virksomheder, Kreiselgeräte der havde leveret det gamle styresystem, og Siemens, for at få udviklet noget nyt. De kom med hvert sit forslag, men leveringstiden var alt for lang, så von Braun lavede sit eget laboratorium i Peenemünde.
I efteråret 1938 opsendte man to A5 uden styresystemer, for at teste fremdrift og aerodynamik. Det fungerede fint.
Den 1. september 1939 startede 2. verdenskrig med Tysklands angreb på Polen. Det fik ikke umiddelbart nogen indflydelse på arbejdet, men der begyndte at blive kamp om ressourcerne, både penge og materialer. Her fandt von Braun en allieret i Albert Speer, Hitlers arkitekt og senere rustningsminister, der førte tilsyn med byggeriet i Peenemünde. Speer, der var 34 år gammel og selv havde gjort kometkarriere i systemet, kunne godt lide den 27-årige, målrettede og entusiastiske von Braun.
I oktober 1939 opsendte man en A5 for at teste en ny faldskærmsudløser. Det fungerede også. Så d. 31. oktober opsendte man en raket med Kreiselgerätes styresystem, den steg lodret op og forsvandt i skydækket. Efter 22 sekunder trykkede von Braun på en knap der sendte et radiosignal til raketten, og motoren slukkede. Efter 30 sekunder sendte han endnu et signal, der udløste faldskærmen – og efter 5 minutter kom raketten dalende ned i faldskærm og landede i vandet 70 m fra kysten. En tåget 13. december opsendte man en raket med et styresystem, der styrede raketten i en bane. Raketten forsvandt hurtigt i tågen, men man fandt nedslagsstedet 3,6 km væk – og man fik måleresultater ud af raketten, så man kunne se at det virkede som det skulle. Man kunne opsende en raket i en simpel ballistisk bane.
I 1940 blev der opsendt otte A-5 raketter, og interessen begyndte at stige – også fra SS. 1. maj 1940 blev von Braun medlem af SS – igen for at projektet kunne fortsætte, ’es geht nicht anders’, som han sagde til en forbløffet medarbejder, der så ham i SS-uniform.
Efter næsten ti års udvikling af raketmotorer og raketstyresystemer havde von Braun den første A4 raket klar sidst i 1940. Den var 14 m høj, 3,5 m i diameter, vejede 13 tons og havde en reaktionskraft på 25 tons. For at kunne flyve 270 km skulle den accelerere til 1600 m/s og nå en flyvehøjde på 80 km.
Efter endnu flere forsøg, problemer og fejlretninger blev den første A4 raket opsendt d. 14. juni 1942. Den steg som den skulle, men efter 90 sekunder kunne man høre en hyletone, og raketten faldt ned. Der var stadig problemer med styringen. I august blev næste raket sendt op – det gik lidt bedre, den gennemgik lydmuren, men brækkede over og faldt ned ca. 100 km ude i Østersøen.
Den 3. oktober var man klar igen. Den tredje A4 raket blev opsendt, efter 25 sekunder gennembrød den lydmuren, efter 1 minut blev brændstoftilførslen afbrudt som den skulle, efter 5 minutter blev radiosignalet fra raketten afbrudt – den havde ramt vandet 190 km ude i Østersøen. Von Braun og hans team havde skabt den første genstand der havde nået det ydre rum – og det første ballistiske missil.
Forfatterens eget foto.
Hvad kendetegner udviklingen af raketterne?
1. Hvilket problem ville von Braun løse?
2. Hvilke krav skulle opfyldes?
3. Hvordan nåede von Braun frem til en løsning?
Fra Aggregat 4 til Vergeltungswaffe 2
Hidtil havde von Braun stort set kunnet arbejde mod sit mål om at nå rummet, og fokusere på udviklingen af raketten – og vende blikket væk fra omstændighederne. Men det kom til at ændre sig.
Der var efterhånden kommet interesse for mulighederne ved raketten – Hitler manglede et vidundervåben, der kunne vinde krigen, og nu skulle det være. Der begyndte at blive taget mere voldsomme midler i brug – i 1942 arbejdede i tusindvis af tvangsarbejdere på opførelsen af raketfabrikken i Peenemünde. Wernher von Braun var godt nok ikke direkte involveret, men han kunne ikke undgå at bemærke forholdene, særligt da tvangsarbejdere også kom til at deltage i udviklingsarbejdet.
Samtidig begyndte der at opstå konflikter, von Braun så de enkelte missiler som håndværksprodukter, der stadig skulle udvikles på, mens produktionsingeniøren der stod for at serieproducere missilerne, var interesseret i kvantitet.
I november 1942 gav Hitler ordre til opførelsen af affyringsbunkere ved kanalkysten i Frankrig, og i december 1942 overværede Reichsführer-SS Heinrich Himmler en opsendelse. Men der var stadig problemer med A4 missilet, den første vellykkede opsendelse var sidst i maj 1943, og ud af 39 opsendelser i 1943 var kun 14 vellykkede.
Se: https://lacoupole-france.com/en/
og https://www.leblockhaus.com/en
Kl. 1.10 om natten d. 18. august 1943 blev Peenemünde bombet af RAF, 600 bombefly smed 1.800 tons bomber. Man var gået efter at ramme personellet, så der blev ramt beboelsesbygninger, men beskyttelsesrummene havde fungeret godt. Desværre ramte man også fangelejren, hvor der ikke var beskyttelsesrum. Udviklingsafdelingen blev hårdt ramt, men produktionsbygningerne og testfaciliteterne var stort set uskadt. Der omkom omkring 135 tyskere – og 600 tvangsarbejdere.
Forfatterens eget foto.
Ud over kraftværket er oxygen-anlægget det eneste tilbage af de større anlæg, der udgjorde produktionsfaciliteterne. Fra 1943 og frem blev der på anlægget produceret 65 ton flydende oxygen om dagen.
Den planlagte serieproduktion af raketter krævede en industriel produktion af oxygen – en enkelt V2-raket skulle bruge 3,7 ton alkohol og 4,9 ton flydende oxygen som brændstof. Oxygenen blev produceret med Linde-processen, hvor luft køles ned og destilleres.
Kraftværket blev bygget til at kunne levere den store mængde energi, processen kræver – 2/3 af kraftværkets effekt på 30 MW blev brugt til oxygen-produktionen.
Man fik reddet de vigtigste dokumenter, og flyttede produktionen til Kohnstein-tunnellerne, en nedlagt mine syd for Harzen, hvor SS gradvist overtog programmet. Her ankom de første 107 fanger fra Buchenwald den 28. august. Frem til december 1943 fulgte mere end 10.000 fanger, der under tvang måtte arbejde med at udbygge tunnellerne til den kommende underjordiske våbenfabrik Mittelwerk GmBH, hvor der skulle produceres dele til fly, V1 og V2. Fangerne arbejdede under jorden døgnet rundt i en temperatur på ca. 6°C. I løbet af de første seks måneder omkom over 5.000 fanger af afkræftelse, sult, sygdomme eller mishandling.
Forfatterens egne fotos.
I oktober 1943 fik Mittelwerk en ordre på 12.000 V2-raketter. Produktionsmålet var på 200 raketter i december 1943, men der blev kun produceret fire-fem stykker, der var af så dårlig kvalitet, at de måtte returneres. SS’s produktionsmetoder med tvangsarbejde fungerede dårligt til et så kompliceret produkt som en raket, det resulterede i dårlig kvalitet, hvor dele ikke passede sammen.
I februar 1944 blev von Braun beordret til et møde hos Himmler, hvor Himmler foreslog at raketprogrammet skulle under SS’s vinger – von Braun afslog høfligt. I marts blev han hentet af Gestapo og fængslet, på baggrund af udtalelser om raketter som rumskibe og ikke våben – det blev anset for forræderi. General Dornberger fik ham sat fri, med hjælp fra Speer. Og SS overtog raketprogrammet.
I april 1944 ankom ca. 17.500 fanger til den nyanlagte koncentrationslejr Dora-Mittelbau for at arbejde i produktionen.
Se: https://www.dora.de/en/
De var på den ene side særligt udvalgte til den højteknologiske produktion i minegangene, men måtte leve med frygten for vilkårlig vold og mishandling fra SS i koncentrationslejren og de ansatte i Mittelwerk. Det var krigsfanger fra 30 forskellige lande, der måtte bygge våben, der blev brugt mod deres egne landsmænd.
Von Braun var flere gange i Mittelwerk og kunne ikke undgå at se tvangsarbejderne bo og arbejde under kummerlige forhold, men han holdt fast i, at han udelukkende havde det tekniske ansvar. Der findes dog dokumenter, der viser at han foretog beregninger af, hvor mange fanger der skulle til for at udføre forskellige dele af arbejdet, og i efteråret 1944 kom man op på at producere 600 missiler pr. måned.
Forfatterens eget foto.
I sommeren 1944 blev Peenemünde igen angrebet tre gange, hvor testanlæggene blev ødelagt. Von Braun fortsatte sin udvikling af raketterne med nye testanlæg i Polen, hvor Dornberger og von Braun ved et af opholdene ville se nærmere på fejlene ved raketterne. Dornberger havde udtalt at ’pletten er det sikreste sted på skydeskiven at opholde sig’, så der stod de – og opdagede at raketten havde retning lige mod dem. Von Braun kastede sig mod jorden, men blev hvirvlet op af en kraftig eksplosion, men slap uden en skramme. Dornberger havde stået i en observationsbygning og stirret på raketten gennem et vindue – og havde fået vinduesrammen om halsen, da raketten eksploderede.
I september 1944 var de første V2-raketter endelig klar, og den 8. september lykkedes det at affyre et missil mod Paris og to mod London. I marts 1945 var der affyret 3000 V2-raketter, hovedsageligt mod Antwerpen, London og Paris.
Krigen nærmer sig sin afslutning – og hvad gør man så?
Hentet fra: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Dornberger-Axster-von_Braun.gif
I januar 1945 nærmede de sovjetiske tropper sig Berlin, og von Braun og en gruppe af de ledende medarbejdere besluttede i hemmelighed at de ville overgive sig til den amerikanske hær – men von Braun fik ordre til at evakuere raketudviklingen til Mittelwerk.
Under arbejdet med evakueringen og opbygningen af raketproduktionen blev von Braun transporteret rundt af en chauffør. Chaufføren havde på en tur ikke sovet i to døgn, og faldt i søvn bag rattet på Autobahn med 100 km/t – bilen fløj ud over en skrænt, von Braun vågnede ved at dækstøjen ophørte, og førte armen op foran hovedet. Ved landingen knuste von Braun skulderen og brækkede armen to steder. Et par kolleger fra Peenemünde kørte lige bagefter, og fik chaufføren og von Braun bragt til hospitalet. Her lå von Braun så i tre uger og ventede på at amerikanerne skulle dukke op.
Men inden blev von Braun beordret til Oberammergau i De Bayerske Alper.
Her endte han på et hotel med Dornberger, på grænsen mellem Tyskland og Østrig. D. 1. maj udsendte den tyske radio at der Führer var faldet i kamp mod de bolsjevikiske horder – Von Braun tog mod til sig og spurgte Dornberger om de skulle overgive sig til amerikanerne. Dornberger var med, og d. 2. maj sendte de en stafet på cykel ned ad bjerget på den østrigske side. De fik kontakt, og en gruppe raketfolk overgav sig til amerikanerne.
I mellemtiden blev produktionen på Mittelwerk indstillet efter voldsomme bombardementer d. 5. april, og de overlevende fanger blev af SS sendt ud på Todesmarsch. Den 11. april besatte amerikanske soldater Mittelwerk, og befriede de tilbageblevne fanger i sygelejren ved Dora-Mittelbau.
Efter krigen – til USA
Området omkring Mittelwerk var okkuperet af amerikanerne, men lå i det, der skulle blive den sovjetiske zone, som aftalt ved Jalta-konferencen. Amerikanerne kunne se perspektivet i V2-missilet, så de fik i hast samlet så mange raketter og dele til raketter som kunne lade sig gøre, samt 14 tons dokumenter, der var skjult i en mine nord for Harzen, og fik det hele kørt med tog til Antwerpen og sejlet til USA. Samtidig foretog amerikanerne en evakuering af raketfolk fra Peenemünde og Mittelwerk, for at få overført eksperterne til USA. Von Braun lavede en liste med 520 strengt nødvendige navne, men det endte med at omkring 127 raketfolk i første omgang kom til USA – hovedsageligt ingeniører og teknikere – til Fort Bliss, El Paso, Texas.
Walter Dornberger endte i første omgang som britisk krigsfange, men kom senere til USA, hvor han arbejdede for Bell Aircraft Corporation.
Wernher von Braun arbejdede i USA videre mod sit mål om at nå rummet og månen, og blev leder af NASA’s udviklingsafdeling for løfteraketter, der endte med Saturn V, en raket der var 111 m høj, vejede næsten 3000 ton og havde en reaktionskraft i 1. trin på 3.400 ton (34.500 kN).
Er det sådan, at målet helliger midlet? Wernher von Brauns mål om at nå ud i rummet havde sin pris – af de ca. 60.000 tvangsarbejdere i Mittelbau-Dora omkom ca. 20.000. I alt blev der under 2. verdenskrig bygget ca. 6000 V2-raketter, hvoraf ca. 3200 blev affyret, ca. 1300 mod London og ca. 1600 mod Antwerpen – der blev dræbt ca. 8000 mennesker, hovedsageligt civile..
Ingeniører og videnskabsmænd som Wernher von Braun accepterede stiltiende forholdende, og kunne fortsætte deres karrierer efter krigen.
Målet helliger midlet – eller gør det? Kan von Brauns arbejde med raketter retfærdiggøres?
Hvad var von Braun for en mand – hvordan kunne han retfærdiggøre sit arbejde over for sig selv?
Og for samfundet?
Ikke alle var glade for hans arbejde – se her: https://www.youtube.com/watch?v=TjDEsGZLbio
V1 – Vergeltungswaffe 1
Sideløbende med udviklingen af V2-raketten, også i Peenemünde, udviklede Luftwaffe Projekt Kirschkern, der mundede ud i en flyvende bombe med pulsjetmotor – verdens første krydsermissil. Det var klar til brug i juni 1944, og en uge efter d-dag, d. 13. juni 1944, sendte Luftwaffe sine første krydsermissiler, der af propagandaministeriet blev døbt V1, Vergeltungswaffe 1 (gengældelsesvåben), over kanalen mod London – i hundredvis hver dag. I marts 1945 var der sendt 22000 V1 mod byer i England, Belgien og Frankrig.
Forfatterens egne fotos.
Kilder
Historisch-Technisches Museum Peenemünde. (2017). The Peenemünde Historical Technical Museum. Hentet fra https://museum-peenemuende.de/?lang=en
Neufeld, M. J. (2009). Wernher von Braun. København: Schønbergs Forlag.
Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora. (u.d.). Mittelbau-Dora Memorial. Hentet fra https://www.dora.de/en/