Bogtrykkerkunsten

Af: Peter Larsen

Tyskeren Johann Gutenberg opfandt – eller rettere udviklede – bogtrykkerkunsten, det vil sige trykpressen og de løse typer, mellem ca. 1440 og 1450. Tidligere var bøger fremstillet ved kopiering, typisk i klostre, hvor munke afskrev bøger i et særligt rum, et scriptorium. En munk læste op af fx biblen, mens flere andre skrev i hånden. Det var en ret dyr løsning, og der blev da også brugt andre teknologier som træsnit. Træsnit som trykkemetode havde dog ikke en lang levetid, træsnittene holdt ikke til mange tryk. Disse problemer løste Gutenberg med løse bogstaver støbt i metal, som kunne sammensættes til sætninger, sættes sammen til bogsider, og trykkes med en trykpresse. Der lå en del eksperimenteren bag, fx for at finde den rette metallegering og den rette tryksværte. Men problemerne blev efterhånden løst og Gutenberg kom til at kunne trykke omkring 300 sider på en dag – det samme som en munk kunne afskrive på et år.

Omkring 1450 startede Gutenberg et større trykkeri i Mainz i Tyskland, hvor han begyndte sin forretning med at trykke tusindvis af afladsbreve for den katolske kirke.

Fra 1452 til 1455 fremstillede Gutenbergs trykkeri ca. 180 ens kopier af Biblen, den første bog, der blev trykt i et større oplag. Gutenbergs bibel var i to bind på i alt 1282 sider, ca. 150 bind var trykt på papir, mens ca. 30 bind var trykt på pergament, et ret kostbart materiale. Det var kun teksten, der var trykt – efter eksperimenter med farvetryk måtte man opgive at trykke billeder. De farverige dekorationer og indbindingen af biblen foregik efter kundens anvisninger, og blev foretaget af dygtige håndværkere, så alle 180 eksemplarer fremstod som unika – kun teksten var ens. Gutenbergs trykte bibel var æstetisk på højde med en håndskreven bibel – og teksten var ensartet, ingen skrivefejl.

Med den nye teknologi blev der mulighed for at sprede viden til en bredere kreds. I 1455 var der ét trykkeri i Europa – Gutenbergs. I 1500 var der trykkerier i 245 byer over hele Europa, og der var blevet trykt 20 millioner bøger.

Også i teknologiens verden fik bogtrykningen stor betydning – man kunne lære af hinanden. De første bøger blev skrevet på latin, der var Europas internationale sprog. Her nævnes tre eksempler, der også har fundet vej til Danmark – ved en søgning på bibliotek.dk kan man se at de findes på Det Kgl. Bibliotek.

De la Pirotechnia

I 1540 udkom den første trykte bog om metaller, De la Pirotechnia, af italieneren Vannoccio Biringuccio. Bogen indeholder en række træsnit og handler først og fremmest om metaller, men også om fremstilling af fx spejle og keramik.

De Re Metallica

I 1556 udkom bogen De Re Metallica af tyskeren Georgius Agricola – latin for Georg Bauer. Bogen giver detaljerede anvisninger til minedrift, til udvinding af metaller og til fremstilling af det nødvendige udstyr, så man bare selv kan gå i gang. I mange lande var man interesseret i den succesfulde tyske minedrift, og bogen blev anvendt som standardværket om minedrift over hele Europa i de næste 180 år. Bogen udkom i 10 udgaver på tre sprog.

Pumpe til at pumpe vand fra miner – fra ‘De Re Metallica‘

En rektangulær blok af birketræ, fem fod lang, to og en halv fod bred og en og en halv fod tyk, deles i to og udhules så en krumtapaksel af jern kan drejes rundt i den. Akselen er placeret mellem de to halvdele af kassen, og den første del af akslen, der er i kontakt med træet, er rund og den lige ende er et leje. Så er akslen bukket en fod ned og igen bukket så den er lige, her hænger en rund stempelstang fra den, derefter er den bukket lige så langt op som den var bukket ned, hvorefter den fortsætter lige et kort stykke, og så er den bukket en fod op og fortsætter igen lige, hvor en anden rund stempelstang hænger fra den, hvorefter den er bukket ned lige så langt som den før var bukket op, den anden ende, som også fungerer som leje, er lige. Denne del der går gennem træet er beskyttet af to skiver, hvortil to læderskiver af samme form og størrelse er fæstnet, for at undgå at vandet der bliver trukket ind i kassen løber ud. Disse skiver er rundt om akslen, en af dem inden i kassen, den anden uden på. Efter dette er akslen firkantet og har to øjer, hvori to jernstænger er fæstnet, med blyklumper i hver ende, så akslen har mere tilbøjelighed til at dreje, denne aksel kan nemt drejes når den endes i et håndsving. Den øverste del af kassen er den mindst dybe og den nederste er den dybeste, den øverste bores ud lige i midten, åbningens diameter samme størrelse som diameteren på udgangsrøret; den nederste del har, ved siden af hinanden, to åbninger også boret lige igennem; det er til to rør, åbningen i kassen er derfor dobbelt størrelse af åbningen i den øverste del; denne nederste del er placeret på to rør, der passer ind i den i deres øverste ende, og de nederste ender af disse rør går ned i kasser, der står i sumpen. Disse kasser har perforeringer som vandet kan flyde igennem. Akslen af jern er placeret inde i kassen, så de to stempelstænger af jern der hænger fra den er ført ned gennem de to rør til en dybde af en fod. Hvert stempel har en skrue i den laveste ende der holder en tyk jernplade, formet som en skive og fuld af åbninger, dækket med læder, og med en rund ventil i en lille kasse. Så placeres den øverste del af kassen oven på den nederste og ordentligt tilpasset til den på alle sider, og hvor de mødes er de samlet med brede tykke jernplader og fastholdt med små brede jernkiler, der fastgøres med klemmer. Det første stykke udgangsrør gøres fast til den øverste del af kassen, og et nyt stykke forlænger det, og et tredje igen, og så videre, indtil det øverste når udløbsrenden til minegangen. Når arbejderen drejer håndtaget og dermed akslen, skiftes stemplerne til at trække vandet gennem deres skiver; siden dette gøres hurtigt, og siden de to nederste rørs åbningsareal er dobbelt så stort som udgangsrøret, og siden stemplerne ikke løfter vandet højt op, vil drivkraften fra vandet fra de nederste rør tvinge det til at stige og flyde ud af udgangsrøret ved udløbsrenden. Da en trækasse af og til flækker, er det bedre at lave den af bly eller kobber eller messing.

Theatrum Machinarum Novum

Georg Andreas Böckler var en tysk arkitekt og ingeniør med speciale i vanddrevne maskiner. Han skrev i 1661 bogen Theatrum Machinarum Novum – eller ny udvidet skueplads for de mekaniske kunster – om alskens vand-, vind-, heste-, vægt- og håndmøller. Bogen blev populær, og blev trykt i flere oplag i 1661, 1662, 1673 og 1703.

En boremølle til fremstilling af rør af træstammer – fra ‘Theatrum Machinarum Novum‘

Hvad er en bog – en idé eller en teknologi? Hvilke problemer løser bøger?
Hvilke problemer ville de nævnte forfattere løse med deres bøger?