Mårten Triewald og den første dampmaskine i Sverige

Af: Peter Larsen

Mårten Triewald og ’eld- och luft-machin wid Dannemora grufwor’

I 1716 tog en ambitiøs ung svensker ved navn Mårten Triewald (1691-1747) til London for at prøve lykken. Triewald var søn af en succesfuld smed indvandret til Stockholm fra Tyskland, og havde efter endt skolegang arbejdet 5 år for en engelsk købmand i Stockholm, og efter det forsøgt at etablere en købmandsforretning i Königsberg i Tyskland, som det ikke gik så godt med. Hos den engelske købmand havde Triewald lært engelsk, og stiftet bekendtskab med tidens videnskabelige litteratur, så det måtte blive London.

I London fik Triewald hurtigt brugt sine sparepenge, men fik lidt hjælp af en svensk kaptajn til at klare dagen og vejen, så han kunne bruge lidt tid på videnskab og tidens tekniske nyskabelser, fx overværede han afprøvningen af en dykkerklokke i Themsen i 1716. I 1717 fik han en stilling som sekretær for en holstensk diplomat, hvilket gav ham mulighed for at dyrke sin interesse for de fantastiske nye opfindelser, han kunne se i England, samt deltage i offentlige forelæsninger om den nye naturvidenskab.

I 1718 blev Triewald ansat ved Ridley Company, der havde kulminer omkring Newcastle. Ridley var i gang med at opstille en Newcomen-dampmaskine, og manglede folk med interesse for teknologi og naturvidenskab. Triewald fik hurtigt sat sig ind i maskinens funktion, og formulerede også naturvidenskabelige teorier om dampmaskinen – maskinens kraft kom fra atmosfærens tryk, ikke fra ild.

Fra 1718 til 1723 var Triewald involveret i opstilling af fire Newcomen-maskiner ved Ridley-kulminer omkring Newcastle, hvor han også konstruerede og fik bygget en ventilationsmaskine til at fjerne ’dårlig luft’ fra miner. I 1724 begyndte Triewald at afholde offentlige naturvidenskabelige forelæsninger og eksperimenter i Newcastle og Edinburgh.

I 1726 tog Triewald tilbage til Sverige. Med sig havde han sin samling af videnskabelige instrumenter, sit bibliotek og sin opsparing i form af 1200 tønder kul – og sin viden om Newcomen-maskinen. Han ville indføre den nye teknologi i Sverige, og han vidste, at jernminerne ved Dannemora havde store problemer med indtrængende vand.

Jernminerne ved Dannemora i Uppland var blandt de malmrigeste i Europa. Minerne producerede malm til 17 jernværker, der hver havde en andel i minen. Andelshaverne måtte bryde malm i minen i et bestemt tidsrum, svarende til deres andel. Hvert jernværk havde sin egen foged, der organiserede arbejdet med brydningen af malmen. Fast ved minen var minefoged Thomas Kröger. Nederst i hierarkiet var minearbejderne, der var lokale mænd, kvinder og børn, krigsfanger og udkommanderede soldater. Øverst i hierarkiet var minekollegiet, repræsenteret ved en mineinspektør.

Senere i 1726 mødtes Triewald med andelshaverne, hvor han foreslog at de opførte en maskine, der kunne holde minen fri for vand. Maskinen skulle kunne pumpe 70000 liter vand i timen, og køre dag og nat, i modsætning til de hestetrukne pumper. Han var overbevist om at maskinen kunne klare opgaven, da der kørte 33 tilsvarende velfungerende maskiner i England.

Triewald anslog omkostningerne til 24000 copperdaler, maskinen skulle fyres med træ, ca. 300 stafrum brænde pr. år, og der ville være mindre reparationer for ca. 200 copperdaler pr. år. Den skulle bemandes med en ingeniør, så den hurtigt kunne repareres, der skulle have ca. 600 copperdaler pr. år plus en maskinpasser og en fyrbøder. Andelshaverne havde udgifter på ca. 9000 copperdaler pr. år til tømning af minen for vand, så det kunne blive en udmærket forretning.

• Cylinder, regulator, pumpe til cisterne og læderpakninger til pumper skulle købes i England.
• Kobberkedel, kobberrør, ventiler, pumper og andet smedet gods skulle købes i Stockholm.
• Andelshaverne skulle levere alle andre materialer som tømmer, mursten, sten og mørtel.

De havde en aftale – maskinen skulle stå klar juni året efter.

Triewald tog til Dannemora i april 1727. Han havde sendt sin unge assistent, Olof Hultberg på 19 år, der havde studeret mekanik, og som skulle overvåge og organisere det praktiske arbejde, i forvejen. Man begyndte med maskinhuset, og i juni ankom kobberkedlen fra Stockholm, så men kunne afslutte murerarbejdet. Maskinhuset stod færdigt. Den store vippearm blev monteret, og man begyndte at udbore elmestammer til pumperør. Pumperørene skulle have været støbejernsrør, men ingen af andelshavernes jernværker kunne klare den opgave. Elmestammerørene viste sig at være for svage, så de måtte forstærkes med jernringe.

I september kom delene fra England, bortset fra cylinderen. Triewald ville ikke bare bygge den første dampmaskine i Sverige, den skulle også være verdens største, så cylinderen var 36 tommer i diameter, mens de engelske typisk var 26 tommer. Støbningen af cylinderen slog fejl to gange, og da det endelig lykkedes var det for sent på året til at fragte den med skib fra England til Sverige. Der blev støbt en bronzecylinder i Stockholm – noget forsinket, og noget dyrere. Men maskinen blev færdig, og kunne startes op for første gang d. 4. juli 1728 – et år forsinket.

Andelshaverne var imponerede – de så en bygning, hvor røgen væltede op af skorstenen, og en enorm arm bevægede sig op og ned af en usynlig kraft, så voldsom at jorden rystede. Directeur Triewald fik udbetalt 3000 copperdaler, Hultberg blev udnævnt til Konstmästare (overingeniør) og fik lønforhøjelse til 50 copperdaler pr. måned.

I løbet af de år rejste Triewald frem og tilbage mellem Dannemora og Stockholm flere gange om året – han var begyndt at afholde offentlige naturvidenskabelige forelæsninger, hvor han brugte sine hjembragte videnskabelige instrumenter til eksperimenter. Hans forelæsninger trak mange fornemme tilhørere – naturvidenskab var i 1700-tallet mere en interesse blandt samfundets højere lag end grundlaget for en profession.

Undervejs i byggeforløbet havde minefoged Kröger rapporteret til mineinspektøren i et neutralt tonefald, hvor han beskrev de problemer der havde været og at de var blevet løst, men det ændrede sig efter den tyveårige Hultbergs forfremmelse. Kröger, der på det tidspunkt havde været minefoged i tyve år, rapporterede at maskinen brugte mere brænde, at der hele tiden gik noget galt med maskinen eller pumpesystemet, at den endnu ikke havde kørt kontinuert i tre dage – og at han frygtede at når vinteren kom, ville det hele fryse til.

Hultberg fik ikke megen hjælp fra Kröger, men han arbejdede hårdt på at forbedre de svage punkter i konstruktionen og det lykkedes ham alligevel at få maskinen til at køre, så der i juni 1729 kun var 4½ favne vand i minen. Den havde tømt minen for det meste af de 36 favne vand.

Men problemerne var ikke ovre. Det kneb med forsyningen af koldt vand til at kondensere dampen. Både cisternen, der indeholdt vand til at kondensere dampen i cylinderen, og indsprøjtningsventilen, der sprøjtede vand ind i cylinderen, var utætte. Problemet med vandforsyningen kunne også skyldes at Triewald næsten havde fordoblet stempelarealet for at maskinen skulle have mere kraft – og dermed også havde fordoblet mængden af damp, der skulle kondenseres. Uden at ændre på vandtilførslen. Efterhånden var det hele så problemfyldt at Hultberg sendte sin opsigelse til Triewald. Triewald ville ikke acceptere Hultbergs opsigelse, han havde travlt med sine naturvidenskabelige aktiviteter i Stockholm, så han kunne ikke tage til Dannemora.

I 1730 mistede andelshaverne tålmodigheden, og projektet stoppede. I 1731 opgjorde andelshaverne omkostningerne til 52254 copperdaler.

I 1734 ville minekollegiet have andelshaverne til at prøve igen, men de afslog. Men minekollegiet måtte gerne selv prøve, ‘til almenvellets interesse’.

Mineinspektøren indkøbte 400 stafrum brænde, og maskinen blev testet fra 17-30. maj 1734. Triewald og Kröger førte hver sin logbog. Kröger rapporterede at maskinen brugte 10 stafrum brænde pr. dag, men Triewald holdt fast i at den brugte 6 stafrum pr. dag.

Maskinen havde kørt 185 timer over 14 dage, længste kontinuerte køretid 5½ dag, korteste 3 timer. Den havde forbrugt 69 stafrum brænde, 8,9 stafrum pr. dag. Vandet i minen var sænket med 10 favne. Den nederste pumpe var ødelagt, så minen kunne ikke tømmes yderligere. Maskinen var ved at gå til, på grund af manglende vedligeholdelse. Minekollegiet bad Triewald komme med forslag til reparation af den nederste pumpe, men det blev ikke til noget. Maskinen blev adskilt i 1736, og der skulle gå 30 år før man prøvede igen – i en anden mine, hvor maskinen også blev opgivet efter få år – den forbrugte umådelige mængder brænde.

For at det skal lykkes at indføre en ny teknologi skal der være en aktør – en teknologibærer. Det kan være en person, flere personer, en institution.. En teknologibærer skal have:
– Interesse i at anskaffe og indføre teknologien
– Magt til at få tingene til at ske
– Organisation til at bestemme hvilken teknologi der vil kunne løse problemet
– Adgang til teknologien
– Viden om hvordan teknologien skal håndteres
Hvem er teknologibærer her?
– Triewald?
– Hultberg?
– Andelshaverne?
– Minekollegiet?
– Kröger?