Af: Peter Larsen
Op til, og under, 2. verdenskrig var der mange praktiske problemer der skulle løses i det nazistiske Tyskland – og mange tyske virksomheder fik nye markedsmuligheder, som fx virksomheden Topf & Söhne, der bl.a. producerede krematorieovne..

Forfatterens eget foto.
Virksomheden Topf & Söhne blev grundlagt af brygmester Johann Andreas Topf i 1878, i byen Erfurt i Tyskland. Virksomheden producerede malterianlæg, men udvidede efterhånden produktsortimentet til også at omfatte dampkedler, skorstene, siloer og blæser- og ventilationsanlæg – og efter 1914 også krematorieovne.
I begyndelsen af 1900-tallet var der i Tyskland en stigende interesse for kremering som et mere tidssvarende afskedsritual i forhold til den traditionelle begravelse, og efter 1. verdenskrig blev kremering foretrukket blandt arbejdere i byerne, på grund af de lave omkostninger.
Topf & Söhne havde viden om forbrændingsteknik og bygning af kedler, så der var en markedsmulighed.
I 1935 overtog brødrene Ludwig og Ernst-Wolfgang Topf ledelsen.
De havde i 1933 meldt sig ind i NSDAP, og virksomhedens politik med pensioner, arbejderboliger og ’Betriebsgemeinschaft’ (virksomhedsfællesskab) passede godt sammen med de nationalsocialistiske idéer, så det gik godt for virksomheden.
Virksomheden motto var: ’Stets gern für Sie beschäftigt’ – ’Altid til tjeneste’.
I 1939 var der omkring 1150 ansatte, der fremstillede siloer og krigsmateriel som granater og dele til Heinkel He 111.
Og så var der Bereich D, Feuerungsbau, hvor man siden 1914 havde udviklet krematorieovne, og efterhånden var blevet markedsledende. Forretningen udgjorde dog kun en lille del af omsætningen.

I 1941 oprettede man Abteilung D IV, Spezialofenbau, under ledelse af overingeniør Kurt Prüfer, der skulle få en helt særlig historie.
Kurt Prüfer var uddannet murer og bygningsingeniør, og blev ansat hos Topf & Söhne før 1. verdenskrig. Under krigen var han soldat ved vestfronten, og efter krigen vendte han tilbage til virksomheden, hvor han specialiserede sig i forbrændingsteknik og krematorieovne. Under krisen i begyndelsen af 1930’erne gik det dårligt for afdelingen, og han bevarede kun sit job ved at gå væsentligt ned i løn. Prüfer havde samtidig med Topf-brødrene meldt sig ind i NSDAP, og de udnævnte ham i 1935 til overingeniør – men med begrænsede beføjelser, han blev ikke en del af ledelsen, og afdelingens omsætning gav ham ikke mulighed for at få en højere løn. Så han øjnede en mulighed, da SS i 1939 begyndte at efterspørge krematorieovne.
I maj 1939 havde Prüfer udviklet en mobil krematorieovn (muligvis efter forespørgsel fra SS) på baggrund af forbrændingsovne til dyr, som virksomheden leverede til landbruget. Så da SS i slutningen af 1939 henvendte sig – man havde det første tilfælde af massedød i en koncentrationslejr – kunne man stille en mobil krematorieovn til rådighed. Prüfer regnede med at efterspørgslen ville stige, så næste skridt var at udvikle en transportabel dobbelt-muffelovn (med to forbrændingskamre). Og med udgangspunkt i de transportable ovne blev der også hurtigt udviklet stationære ovne til koncentrationslejren i Buchenwald.
Ledelsen i Topf & Söhne indgik en aftale med SS om levering af ovne til flere lejre, og frem til foråret 1941 blev der leveret til Dachau, Mauthausen, Gusen og Auschwitz.

Forfatterens eget foto.

Forfatterens eget foto.
Prüfer fik 2% af fortjenesten i provision, så for ham var det en god udvikling.
De første ovne var mobile ovne, der blev indmuret i krematorierne i lejrene, men man fik hurtigt udviklet stationære ovne, der først blev samlet på stedet – det gjorde transporten af ovnene fra fabrikken nemmere.
Ovnene var markant anderledes end krematorieovne til krematorier ved kirker, hvor de døde blev brændt enkeltvis og i kister, og man var sikker på fuldstændig forbrænding og at asken blev indsamlet. I ovnene til lejrene var der fokus på hastighed og brændstofbesparelse, så der blev forbrændt flere lig på en gang, og ligdelene skulle bevæges med en ildrager under forbrændingen.

Forfatterens eget foto.
I efteråret 1941 kom der nye bestillinger fra SS, der var ved at projektere Birkenau ved Auschwitz.
Her havde man brug for en noget højere ydelse, så Prüfer udviklede nye tripel-muffelovne, hvor forbrændingskamrene var forbundne. Fordelen var, at det så ikke var nødvendigt at fyre i det midterste kammer.
Der blev leveret fem tre-muffelovne i 1942. Samtidig eksperimenterede SS i Auschwitz med insektbekæmpelsesmidlet Zyklon B, og i foråret 1942 blev der indrettet to gaskamre ved Birkenau. Behovet for krematorieovne steg, og SS drøftede planer om yderligere tre krematorier med Prüfer, der foreslog otte-muffelovne. Prüfer beregnede at hvert krematorium kunne kremere 800 lig om dagen.
Prüfer besøgte Birkenau adskillige gange sammen med sin kollega Karl Schultze, der var leder af den afdeling der stod for levering af ventilationsanlæg til gaskamrene. De var udmærket klar over, hvad der foregik – fx foreslog Prüfer at man opvarmede Zyklon B-gassen med overskudsvarme fra krematorieovnene, så processen blev effektiviseret, Zyklon B var mest dødelig ved 26°C.
Det hele blev sat i drift i marts 1943, hvor de to ingeniører deltog.


Forfatterens eget foto.
Der døde mindst 1.100.000 mennesker i Auschwitz-Birkenau.
Mod slutningen af krigen gjorde SS hvad de kunne for at slette sporene, de sprængte gaskamre og krematorier i luften, ødelagde dokumenter og slog de fanger, der havde arbejdet i gaskamre og krematorier ihjel.
Men sporene forsvandt ikke helt – de findes stadig.
Konzentrationslager Auschwitz blev etableret af SS i 1940 i en kaserne ved den polske by Oswiecim. I Auschwitz var der mellem 15.000 og 20.000 fanger. I 1941 begyndte byggeriet af Birkenau ved den polske by Brzezinka, ca. 3 km fra Auschwitz. Birkenau var noget større, her var der op mod 90.000 fanger, og det var her teknologien til masseudryddelsen var.

Efter krigen, i 1946 blev Prüfer og Schultze arresteret og afhørt af russerne, og i 1948 blev de begge idømt 25 års strafarbejde i Sibirien. Prüfer døde af slagtilfælde i 1952 – Schultze blev frigivet i 1955.
Opgave
Klassen besvarer samlet spørgsmålet:
Hvad fik virksomheden Topf & Söhne og dens medarbejdere til at tilslutte sig nazismen, og indgå i Endlösung?
Det gør vi ved at dele klassen op i grupper, der hver besvarer et underspørgsmål:
– Hvad var Endlösung?
– Hvorfor tilsluttede tyskerne sig nazismen?
– ANT – hvilke aktører er beskrevet, og hvordan hænger de sammen?
– SCOT – Hvordan formede samfundet teknologien, hvilke sociale grupper havde betydning for
teknologiens udformning?
– Teknologiudvikling – hvordan foregik udviklingen af krematorieovne?
– Teknologiens implementering – hvem var teknologibærere?
– Hvad siger kilderne om Kurt Prüfer og de andre ansatte hos Topf & Söhne?
– Hvad siger kilderne om Topf-brødrene?
Tag udgangspunkt i kilderne herunder, og find selv flere.
Søg fx på ‘endlösung’ og ‘wannsee-konferencen’.
Hver gruppe forbereder en præsentation for resten af klassen på ca. 10 minutter.
Kilder
Auschwitz-Birkenau State Museum. (2022). MEMORIAL AND MUSEUM AUSCHWITZ-BIRKENAU. Hentet fra https://www.auschwitz.org/en/
Erinnerungsort Topf & Söhne – Die Ofenbauer von Auschwitz. (u.d.). Hentet fra https://www.topfundsoehne.de/ts/de/index.html
Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora. (2008). Dødens Ingeniører, maskinfabrikken Topf und Söhne – ovnbyggerne fra Auschwitz. København: Udstillingskatalog til udstilling på Arbejdermuseet. Hentet fra Folkedrab.dk: https://folkedrab.dk/files/media/images/benaegtelse/utstillingskatalog_doedensingenioerer.pdf