Cottonopolis – Manchester i 1800-tallet

Af: Peter Larsen

De første produkter, der blev masseproduceret, var tekstiler. Der skulle kartes, spindes og væves, og processen blev efterhånden automatiseret og mekaniseret, som fx med Richard Arkwright’s Waterframe. Arkwright anlagde sin første fabrik i 1772 ved Cromford, hvor han kunne bruge floden Derwent som kraftkilde. Fabrikken havde brug for flere ansatte end der var i lokalområdet, så han byggede arbejderboliger og andre faciliteter som forretning, pub, kirke og skole – en hel lille by.

Hvad ser du på billedet? Hvad mon kunstneren har villet?

I 1782 byggede Arkwright den første tekstilfabrik i Shudehill i Manchester med en dampmaskine. Der var ingen flod han kunne bruge som kraftkilde, men der var kulminer i området og gode transportmuligheder, så det var et oplagt sted for fabrikker med dampmaskiner.

Dampmaskinen, der var af Newcomen-typen, pumpede vand op til en dam, hvor vandet kunne ledes til et vandhjul, der drev fabrikkens maskiner. Når vandet var kommet ned, blev det pumpet op igen.

Det var ikke voldsomt effektivt, men efterhånden som dampmaskinen blev udviklet fra en op- og nedgående bevægelse til en roterende bevægelse kunne den anvendes som kraftkilde til tekstilfabrikker – og tekstilfabrikkerne kunne opføres hvor der var arbejdskraft, i byerne, som fx Manchester, der blev verdens centrum for produktion af bomuldstekstiler – kendt som Cottonopolis.

I 1773 var Manchester en traditionel markedsby med 27.000 indbyggere, I 1802 var der 52 tekstilfabrikker, og byen havde 95.000 indbyggere. Byen forandrede sig voldsomt.

Alexis de Tocqueville’s besøg i Manchester

I 1835 besøgte den franske jurist og politiker Alexis de Tocqueville England, som han beskrev i en rejsedagbog (udgivet på engelsk, ‘Journeys to England and Ireland’).

Tocqueville bemærkede at i England havde adelen og kongen tidligt delt magten med købmænd og borgere, hvilket har givet mulighed for udviklingen af et samfund hvor penge er magt. I England er man ikke i så høj grad født til rigdom (og magt), og rigdom udgør den reelle magt – noget han ikke er bekendt med er sket i noget andet land til nogen anden tid. I England betyder rigdom alt – ikke kun mulighed for materielle fornøjelser og for intellektuelle udfoldelser men også anseelse og magt, så al det engelske menneskes stræben retter sig mod rigdom. I alle lande er det uheldigt ikke at være rig, i England er det en frygtelig ulykke at være fattig.

I England er lovgivningen centraliseret i parlamentet, der er valgt, men administrationen er decentral og udnævnt. Hvert amt, hver by og hvert sogn passer sine egne interesser. Industrien passer sig selv. Administratorer på de forskellige niveauer er udnævnte og ikke lønnede. Systemet har en tendens til at favorisere de rige.

Efter en valgreform i 1832 havde ca. 20 % af mændene i England stemmeret – mænd, med en vis formue.

Tocqueville mente at der er en sammenhæng mellem frihed og handel. Man kan finde folkeslag i historien der har været frie, men som hverken har været producenter eller handelsfolk – men ingen eksempler på producenter og særligt handelsfolk der ikke har været frie. Frihed fremmer handel. For at leve i frihed skal man kunne planlægge og være vedholdende under vanskelige omstændigheder og kunne agere selvstændigt – de samme kompetencer skal man have for at få succes med handel.

Englænderen kan stole på sig selv og stole på loven, der er kun hans egne begrænsninger, så han kan frit søge det bedste. Hvis lande ændrer deres love og skikke, forestillinger og adfærd, så mennesket har sin fulde frihed til at gøre alt hvad der ikke er ondt i sig selv, og kan høste som han sår, har man nået målet.

Alexis de Tocqueville’s idéer
Alexis de Tocqueville (1805-1859) er blevet kaldt en af de første samfundsforskere. Han observerede (fx foretog han interviews), som han analyserede for at finde mere generelle samfundsmæssige sammenhænge (og omvendt, strukturerede interviews med udgangspunkt i de mere generelle sammenhænge). 
Tocqueville interesserede sig for sammenhængen mellem frihed og lighed i forhold til graden af centralisering og decentralisering af magten i samfundet. Han troede på at demokratiet var fremtiden, og han mente at for at øge ligheden skulle styret I et demokrati være centraliseret og lovgivningen være ens for alle for. For at sikre frihed for borgeren eller lokalsamfundet skulle den politiske magt fordeles og balanceres forsigtigt, noget der ikke kom naturligt, men måtte udvikles. Lighed hænger sammen med centralisering, mens frihed hænger sammen med decentralisering.

Under sin rejse besøgte Alexis de Tocqueville Manchester, som han malende beskriver mødet med i sin rejsedagbog. Byen havde på det tidspunkt 300.000 indbyggere, hvoraf omkring 60.000 var irere, flygtet fra ekstrem fattigdom og sult i Irland.

Alexis de Tocqueville om mødet med Manchester
Ti lieues (50 km) fra den største havn i England (Liverpool), der er den bedst placerede havn i Europa for sikker og hurtig modtagelse af råvarer fra Amerika. Tæt ved de største kulminer for at holde maskinerne billigt i gang. Femogtyve lieues (125 km) fra det sted, de bedste maskiner i verden skabes (Birmingham). Tre kanaler og en jernbane transporterer hurtigt produkter til hele England og til hele verden. Arbejdsgiverne får hjælp af videnskab, industri, kærlighed til gevinst og engelsk kapital. Blandt arbejderne kommer mænd fra et land, hvor mænds behov næsten er reduceret til vildmænds behov, og som kan arbejde for en meget lav løn (Tocqueville omtaler 60.000 irske arbejdere i Manchester), og dermed holder lønniveauet nede for de engelske arbejdere, der ønsker at konkurrere. Så der er kombinationen af fordelene ved et rigt og et fattigt land; af et uvidende og et oplyst folk; af civilisation og barbarisme. Så det er ikke overraskende, at Manchester allerede har 300.000 indbyggere og vokser voldsomt.

Hvad ser du på billedet? Hvad mon kunstneren har villet?

En bølgende slette, eller rettere en samling af små bakker. Neden for bakkerne en smal flod (Irwell), som løber langsomt til det Irske hav. To vandløb (Meddlock og Irk) snor sig gennem det bakkede landskab og strømmer efter tusind bøjninger ud i floden. Tre menneskeskabte kanaler forener deres rolige, dovne vand det samme sted.. Tredive eller fyrre fabrikker rejser sig på toppen af ​​bakkerne, jeg netop har beskrevet. Deres seks etager tårner sig op; deres enorme bygningsværker signalerer på lang afstand centraliseringen af ​​industrien. De fattiges elendige boliger er tilfældigt spredt omkring dem.

Hvilke problemer beskriver Tocqueville her?

Alexis de Tocqueville om arbejdernes boliger
Under flodens niveau og overskygget af enorme fabrikker på alle sider, strækker sig sumpet land, som spredte mudrede grøfter hverken kan dræne eller holde rent. Smalle, snoede veje fører dertil. Side om side ligger en-etagers huse, hvor tilfældige brædder og knuste vinduer, selv på afstand viser dem som det sidste sted et menneske kan finde mellem fattigdom og død. Ikke desto mindre kan de stakkels mennesker, der må bo i elendigheden, stadig skabe misundelse hos andre. Neden for nogle af deres elendige boliger er en række kældre, som en oversvømmet korridor fører til. Tolv til femten mennesker bebor hvert af disse fugtige, frastødende men overfyldte huller. Det plumrede, mudrede vand, farvet i tusind kulører fra de fabrikker, det passerer, i et af ​​de vandløb, jeg nævnte før, snor sig langsomt rundt om dette fattigdommens tilflugtssted.

Kig op og du vil se industriens enorme paladser omringe stedet. Du vil høre støj fra ovne og fløjten fra damp. Disse gigantiske strukturer holder luft og lys ude af de menneskelige beboelser, som de dominerer; de indhyller dem i evig tåge; her er slaven, der herren; der nogle menneskers rigdom, her de manges fattigdom; der produktet af tusinders organiserede indsats til gavn for ét menneske.. Her synes individet mere svagt og hjælpeløst end i midt i en ørken; her virkningerne, der årsagerne.

En slags sort røg dækker byen. Solen set igennem den er en skive uden stråler. Under dette halve dagslys er 300.000 mennesker uophørligt på arbejde. Tusind lyde forstyrrer denne fugtige, mørke labyrint, men det er slet ikke de almindelige lyde man hører i storbyer. Trinene fra en travl skare, maskinernes knusende hjul, dampens skrig fra kedlerne, vævenes regelmæssige slag, den tunge rumlen af vogne, det er de lyde som du aldrig kan undslippe i gadernes dystre halvlys.

Fra dette frygtelige afløb flyder den største strøm af menneskelig arbejdsomhed ud for at gøde hele verden. Fra denne beskidte kloak flyder rent guld. Her har menneskeheden opnået sin mest komplette udvikling og sin mest brutale; her udøver civilisationen sine mirakler, og det civiliserede menneske bliver næsten ført tilbage til en vildmands tilstand.

Hvilke problemer beskriver Tocqueville så her?

Alexis de Tocqueville om arbejde og løn
Et besøg på Connels fabrik, en af de største spindere i Manchester:

1.500 arbejdere arbejder ni og tres timer om ugen. Løngennemsnittet er på 11 shilling om ugen. Disse lønninger er nok, siger Connel, til at en industriarbejder kan leve godt, men generelt må arbejdere improvisere. Det er meget vanskeligt at leve for 6 shilling om ugen. I denne fabrik har lønningerne en tendens til at gå ned. Arbejdsbesparende maskiner opfindes konstant og med den stigende konkurrence blandt arbejderne sænker lønniveauet. Tre fjerdedele af arbejderne på Connels fabrik er kvinder eller børn: et system, der er dræbende for uddannelse og farligt for kvindernes moral, men en naturlig følge af det faktum, at der kun er brug for lille fysisk styrke til dette arbejde, så kvindernes og børns arbejde er nok og koster mindre end mænds. En stor del af fabrikkens produktion sendes til Rusland, Tyskland og Schweiz. En lille del tråd af første kvalitet går til Frankrig siden nedsættelsen af tolden.

Og hvilke problemer beskriver Tocqueville her?
Hvordan ville Alexis de Tocqueville mon have løst problemerne?