Enevælden og merkantilismen

Af: Peter Larsen

Frederik III arvede svenskekrigene efter sin far Christian IV, og efter Karl Gustav-krigene i 1657-1660, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge, mistede kongen tålmodigheden med adelen. Frederik III indførte enevælden i Danmark i 1660.

Under enevælden, der i Danmark blev indført af Frederik III i 1660 og varede til Grundlovens underskrivelse af Frederik VII i 1849, havde kongen den uindskrænkede regeringsmagt.
L’état c’est moi, (staten, det er mig) skal ”Solkongen” Ludvig 14. der var enevældig konge af Frankrig fra 1643-1713 have sagt.

Efter enevældens indførelse fortsatte den merkantilistiske politik i Danmark.

Der blev givet kongelige privilegier til nye værker, bemyndiget nye handelskompagnier og oprettet nye kolonier, udviklet infrastruktur – og givet privilegier til flere manufakturer, der endte i kongerigets første tekstilfabrik i 1792. 

Værker

I 1674 blev der givet privilegium på et leværk med en slibemølle ved Mølleåen. Lesmeden Peter Essbach fik et delvist forhandlingsmonopol på leer til de sjællandske bønder, og kunne efterhånden sammen med sine tre svende fremstille omkring 50 leer dagligt, eller mere end 10.000 leer årligt. Det var i nogle år nok til at forsyne Sjælland med leer.

Også i det jyske skete der noget. I begyndelsen af 1700-tallet fik Palle Møller privilegium på et le- og knivværk, der senere blev udvidet med kobberværk og sømsmedje, ved Nørre og Bryrup møller ved Skanderborg. Palle Møller fik etableret en ret omfattende salgsorganisation i Jylland og på Fyn, så han kunne beskæftige 70-100 mand, og forsyne både Jylland og Fyn med leer og andet. Efter Palle Møllers død i 1757 faldt det fra hinanden, og virksomheden ophørte i 1768.

I 1751 begyndte arbejdet på Frederiksværk kanonstøberi og krudtværk, med hammer- dreje- og boreværk til fremstilling af smedede jernkanoner. Værket var færdigt i 1755, men de første kanoner var af ringe stand. I stedet gik man over til at støbe bronzekanoner, med større held. I 1762 var der fire krudtmøller ved Frederiksværk, hver uge blev der produceret omkring 5 sekspundige kanoner (til kugler med en vægt på seks pund), og værket beskæftigede 305 arbejdere. I 1769 blev der indrettet et jernstøberi, der ud over kanonkugler støbte gryder og kakkelovne.

Ved Mølleåen havde Brede kobber- og messingværk i 1790 50 arbejdere, ved Rådvad blev der fremstillet isenkram (jernvarer) af 70 arbejdere.

Handel

Handelskompagnierne Vestindisk-Guineisk Kompagni blev etableret 11. marts 1671, Den Kongelige Grønlandske Handel i 1776.

Kolonierne Guldkysten blev oprettet i 1659, De Vestindiske Øer i 1672 og handelsstationen Frederiksnagore i 1755.

Infrastruktur

Inden for statens område blev der skabt fælles møntfod og toldregler mellem de enkelte landområder, der blev oprettet postvæsen og vejvæsen og lavet fælles målesystemer.

Christian V satte astronomen Ole Rømer til at opmåle de danske veje i 1690’erne. I forbindelse med opmålingen fandt Ole Rømer ud af at længdeenheden en fod kunne variere fra landsdel til landsdel, så han ville definere mål ud fra astronomiske konstanter. En dansk mil (ca. 7,5 km) blev defineret til 24000 fod svarende til 4 geografiske bueminutter.

Manufakturer

Den merkantilistiske politik havde i begyndelsen ikke nemme vilkår i Danmark. I 1706 skrev Kommercekollegiet (datidens handels- og industriministerium) til kongen, der nu hed Christian VI, at omstændighederne i Danmark ikke er som andre steder, hvor der findes forlæggere, som skaffer materialer til håndværkerne, forhandler akkorder med dem om deres arbejde, betaler dem og afsætter varerne både inden og udenlands, hvorved både forlæggerne kan tjene penge, håndværkerne har arbejde og kan ernære deres familier og manufakturerne vokser.

Kommercekollegiet af 1735
I 1735 oprettede Christian VI det tredje kommercekollegium, og kollegiets sekretær, grev Otto Thott, fremlagde principperne for en merkantilistisk politik for Danmark i skriftet
‘Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Commerciens Telstand og Opkomst’
I skriftet redegør Thott for forudsætningerne for en velfungerende Commercium (den del af økonomien der vedrører fremstilling af råvarer, forarbejdning af råvarer og handel med de færdige varer).
Et lands velstand flyder uimodsigeligt af et veltilrettelagt Commercium. Det er ikke alene sølv og guld, der giver rigdom, men i langt højere grad flittighed, arbejde, sparsommelighed, forstand, kunst og videnskab, som forudsætningen for et ægte Commercium.
Spanierne er begavet fra naturen med store rigdomme fra Amerika. Det har gjort dem vellystige og lade, og ladhed fører altid til undergang.
Holland, der er ufrugtbart og mangler selv de nødvendigste ting, er rigt, hollænderne er flittige og sparsommelige, og er gennem handel vokset naboerne over hovedet.
England var ved dronning Elisabeths tiltrædelse i 1558 72 millioner sterling værd, men efter handelens opkomst og flor var landet i 1690 252 millioner sterling værd.
Men så fordelagtigt et sådant Commercium end kan være, lige så vanskeligt er det at skabe, særligt når alle stræber efter det. Det er ikke muligt at ét land kan vinde, uden et andet må tabe.
Kunsten består i at man kan udføre varer af landet af større værdi end man indfører, som når en mand bliver rig eller fattig hvis hans udgifter er større eller mindre end hans indtægter.
Det drejer sig om at udføre mange forarbejdede varer og indføre få varer, at indskrænke det unødvendige og indkøbe råvarer til det nødvendige og fremstille det selv.
Et land skal have de fornødne råvarer, samt manufakturer til at forarbejde varerne – det første hviler på landmanden, det andet på retskafne borgere, ligesom to arme uden hvilke intet Commercium kan røre sig.
Samtidig er Commercium igen sjælen, uden hvilken hverken råvarer eller manufakturer kan medbringe den af dem ellers flydende fordel.

Hvilket problem taler Thott om her? Og hvad er, ifølge Thott, løsningen?

Noget kunne dog efterhånden lade sig gøre.

I 1745 var der i København 20 dug- og klædemanufakturer, der drev 119 væve og beskæftigede 2274 personer.

I 1770 var der 15 sukkerraffinaderier i København og 7 i provinsen, 1 i Trondhjem og 2 i Flensborg. Der var gang i trekantshandlen.

I begyndelsen af 1700-tallet havde man i Tyskland fundet ud af hvordan man kunne lave porcelæn, der ellers blev importeret fra Kina. I Danmark blev Den Kongelige Porcelainsfabrik grundlagt i 1775 af Frantz Heinrich Müller, som af kongen fik monopol på at drive porcelænsfabrik i 50 år. Den eksisterer som bekendt stadig.

Omkring 1790 var der i Aarhus to tobaksmanufakturer med samlet 47 arbejdere, tre i Aalborg med 138 arbejdere, i Fredericia et med 30-40 arbejdere og i Ribe et med 20-30 arbejdere. Tobaksarbejdere var hovedsageligt børn.

I København havde man et tobaksspinderlaug, der i 1750 bestemte at hver mester højst måtte have én lærling. Det holdt ikke i længden, så omkring 1790 omfattede lauget 27 mestre, 71 svende og drenge samt 386 andre arbejdere (børn).

Tekstilfabrikker

I 1779 blev Det kgl. privilegerede Bomuldsmanufaktur oprettet i København på foranledning af den svenske manchesterfabrikant Charles Axel Nordberg.

I begyndelsen organiseret som manufaktur, men efter en rejse af professor J.M. Ljungberg til England blev der med hjælp fra københavnske håndværkere i 1780 konstrueret og bygget en spindemaskine, og man begyndte så småt at gå over til en anden type produktion.

Der var dog en del problemer med spindemaskinerne, og efter en rejse til England begyndte Nordberg i 1789 at bygge nye maskiner, en spinning jenny, en waterframe og en mulemaskine. Ikke uden vanskeligheder, de danske håndværkere var ikke vant til at fremstille den slags maskiner, hvor særligt metalarbejdet skulle udføres med stor nøjagtighed.

Men efter endnu en rejse til England lykkedes det i 1792 at fremstille brugbare maskiner og begynde en produktion. Danmarks første fabrik var en realitet – en opgørelse viste at fabrikken var fem gange så produktiv (der blev fremstillet fem gange så meget pr. arbejder) som manufakturet havde været, og produktet var langt mere ensartet.

Industrialiseringen var så småt begyndt i Danmark.