Af: Peter Larsen
Thomas Jefferson var en af USA’s ’Founding Fathers’, en gruppe amerikanske mænd, der samlede de tretten amerikanske kolonier og førte kolonierne gennem uafhængighedskrigen fra 1775-1783, hvor USA opnåede uafhængighed fra Storbritannien. Jefferson var fortaler for oplysningstidens tanker, og hovedforfatteren til den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776.
Efter uafhængighedskrigen sluttede i 1783 var Jefferson udsendt af den amerikanske kongres som ambassadør i Paris fra 1785 til 1789. Med sig hjem til USA havde han et eksempler af l’Encyclopedie og nogle gode idéer.
I Frankrig var Jefferson blevet glad for fransk cuisine (mad), og havde haft en tjener i kokkelære. Da han kom tilbage til USA og til sin plantage Monticello lidt uden for Washington, fik han bygget et komfur efter fransk forbillede – efter illustrationer i l’Encyclopedie.
I 1794 eksperimenterede Jefferson med en sømsmedje på sin plantage, hvor han også brugte en illustration fra l’Encyclopedie.
I sømsmedjen producerede omkring 12 slavegjorte drenge fra 10 til 21 år mellem 5000 og 10000 søm hver dag i syv forskellige størrelser. Jefferson gik meget omhyggeligt til værks, og fulgte arbejdet tæt, de dygtigste af drengene blev håndværkere, mens resten blev markarbejdere.
Sømmene blev solgt i omegnen og i forretninger i omkringliggende byer, med et overskud på mere end 2000 $.
I 1795 skrev Jefferson ‘a nailery which I have established with my own negro boys now provides completely for the maintenance of my family.’
For at lave søm begynder man med en firkantet jernstang, der varmes i essen.
Så smedes enden spids og til den ønskede størrelse på en ambolt.
Der hamres et hak i stangen hvor den skal brækkes, og stangen stikkes i et værktøj til at forme hovedet og brækkes.
Hovedet formes med hammer i værktøjet – det var det.
En sømsmedje fra Encyclopædien
Kan du forklare hvordan værktøjerne blev brugt?
Idéen om ensartethed og ombyttelighed
Mens Thomas Jefferson var i Frankrig, oplevede han flere gode idéer, som han tog med hjem til USA.
I 1730’erne fik det franske artilleri den gode idé at standardisere størrelsen af kanoner i 5 klasser: 4-, 8-, 12-, 16- og 24-punds kanoner, efter vægten af de tilhørende kanonkugler. I 1750’erne standardiserede man også lavetten, mest af æstetiske hensyn – det skulle gerne se ensartet ud. Det havde den interessante bivirkning at delene var ombyttelige, da lavetterne jo var bygget ens.
Udviklingen blev begyndelsen på Gribeauval-systemet (opkaldt efter generalen der indførte det), hvor mere og mere blev standardiseret. Der blev lavet tegninger med mål, lavetterne kunne bygges hurtigere da der ikke var noget der skulle tilpasses, og de kunne nemmere repareres i felten. Samtidig fandt man på at lave en prøvedorn til kanonkugler, med to huller. Hvis kanonkuglen kunne komme igennem det største hul og ikke gennem det mindste hul var den inden for tolerancen, og kunne passe i kanonen. Hvis ikke, blev den kasseret. Der blev også udviklet måleudstyr til selve kanonen.
Man ville også indføre systemet til musketter, men det var straks mere problematisk. Mens en kanon blev antændt med en lunte, blev en musket antændt med en flintlås, der består af flere dele der skal passe sammen. Musketterne blev fremstillet af håndværkere, der tilpassede delene til den enkelte musket, så den kunne fungere. Samtidig stillede hæren krav om standardmål og pressede priserne, så håndværkerne var stærkt utilfredse – og begyndte så at levere våben til den amerikanske uafhængighedskrig i stedet for til den franske hær.
Svaret blev standardiseret produktion. Honoré Blanc, der havde haft ansvaret for at inspicere kvaliteten af våben til den franske hær siden 1763, havde arbejdet med udskiftelige dele i musketter, og kunne i 1785 demonstrere fordelene ved Chateau de Vincennes uden for Paris. Han havde 50 adskilte låsemekanismer, hvor han tilfældigt tog dele fra til 25 mekanismer, og samlede dem til fungerende låse, uden tilpasning.
Til stede var også den amerikanske ambassadør, der på det tidspunkt jo var Thomas Jefferson. Han prøvede også at samle nogle låse. Jefferson skrev om demonstrationen til den amerikanske krigsminister, og sendte nogle låse med. Da han var vendt tilbage til USA skrev han til den kommende amerikanske præsident James Monroe, og var på den måde med til at lægge grunden for produktionen af våben med udskiftelige dele i USA.
Blanc fortsatte sit arbejde med at producere låse, hvor han anvendte file-lærer, drejebænke, tekniske tegninger – og en lang række prøvedorne. Han nåede op på en produktion på 10.000 låse om året, men i årene efter den franske revolution i 1789 sluttede det – man ville ikke risikere social uro, så man turde ikke tage produktionen fra håndværkerne. Efter den amerikanske uafhængighedskrig (1775-1783), hvor man havde fået våben fra fx Frankrig, bestemte Kongressen i 1794 at der skulle etableres produktion af våben i Springfield, Massachusetts og i Harpers Ferry, Virginia. Man havde en vision om standardisering og ombyttelighed.
Hvilket problem skulle idéen om ensartethed og ombyttelighed løse?
Hvad gik løsningen ud på?