Christian IV og merkantilismen

Af: Peter Larsen

Billede af Christian IV. Hentet fra commons.wikimedia.org/wiki/File:Chr4.jpg

Christian IV byggede som bekendt en del, men der blev også brugt penge på andet. I 1614 fik landet en bondemilits og fra 1637 en stående hvervet hær og flåden blev kraftigt udbygget – i 1642 blev det opgjort at kongen brugte 242.950 rigsdaler på flåden og Holmen, herunder 18 orlogsskibe som kongen så også opfattede som sin ejendom.

Selv om Christian IV havde gode indtægter fra øresundstolden – alle skibe, der sejlede gennem Øresund skulle betale told til kongen – var det dyrt at være konge. Han ville forsøge at øge indtægterne og mindske udgifterne ved at føre det man senere har kaldt en merkantilistisk politik.

Merkantilisme

Merkantilisme går grundlæggende ud på at et land skal producere alt selv, og sælge overskudsproduktionen – så man eksperimenterede med glashytter, klæde- og silkeproduktion, metalvarer, lædervarer.. Man lagde told på udenlandske varer og indførte importforbud – og skaffede sig kolonier, hvor man kunne hente varer, man ikke selv kunne skabe, uden at skulle købe dem.

For at øge indtægterne gav kongen gode vilkår for handel, og grundlagde manufakturer og værker.

Et manufaktur var et sted – en bygning – hvor flere håndværkere var beskæftiget med forskellige processer i forbindelse med fremstilling af et produkt, typisk klæde.

Et værk krævede mekanisk kraft, typisk en vandmølle, der fx drev et hammerværk, hvor man fremstillede kobbergenstande.

Handel

Christian IV forsøgte også at skabe mere – eller friere – konkurrence. Han mente, at laugenes monopol på håndværk i byen gav dårlig kvalitet og for høje priser, og det var for svært for nye håndværkere at etablere sig. Laugenes interesser var på den måde ikke de samme som kongemagtens, så i 1613 ophævede Christian IV laugenes skråer.

Det gik ikke helt som kongen ønskede, der blev for meget ballade med håndværkerne, så i 1621 blev der indført en tilladelse til at laugene måtte udforme vilkår, der skulle godkendes af borgmester og byråd.

Handelskompagnier

Der blev stiftet handelskompagnier, dels for at sikre handel på danske hænder som Det Islandske Handelskompagni med monopol på handel på Island der blev stiftet i 1602, og dels for at kunne fremskaffe de mere eksotiske råvarer og afsætte danske produkter, som Ostindisk Kompagni der blev etableret ved kongelig bemyndigelse af 17 marts 1616, og kolonien Tranquebar i Indien blev oprettet i 1620.

Der blev sendt ekspeditioner ud, i 1605 blev 3 skibe sendt ud for at genopdage Grønland, målet var Nordvestpassagen så man kunne handle på Kina og Japan. I 1619 blev Jens Munk sendt af sted på ekspedition med to skibe for at finde Nordvestpassagen. Skibene gik i vinterhavn ved Churchillfloden i Hudsonbugten og frøs fast. Af 65 mand kom kun Jens Munk og to mere tilbage – med drømmen om en dansk koloni i Amerika, ’Dania Nova’. Man forsøgte at samle folk til en kolonisering, men det blev aldrig til noget.

Børsen – Danmarks første varehus

For at give gode vilkår for handel med både eksotiske og danske varer begyndte kongen i 1619 anlægsarbejdet på Børsen.

Børsen var en varebørs, altså en handelsbygning. Efter kongens ordre skulle fremmede handlende der kom til København sælge deres varer på Børsen, og ikke andre steder. Nederste etage husede 20 boder til grovere varer, mens øverste etage husede 36 boder til finere artikler, som klæder, landkort, bøger og galanterivarer (varer til kvinder) – øverste etage blev et yndet spadserested for københavnerne.

Manufakturer

Manufakturer var virksomheder hvor et antal arbejdere var samlet, og hvor drivkraften var muskelkraft – typisk tekstilproduktion.

I begyndelsen af 1600-tallet ønskede kongen at skabe en produktion af tekstiler der kunne konkurrere med de importerede. I den forbindelse blev Tugt- og børnehuset i København grundlagt i 1605, hvor fanger, løsgængere og forældreløse børn kunne lære tekstilhåndværket og bruges som arbejdskraft i en manufaktur til fremstilling af uniformer til hæren og flåden.

I 1619 oprettede han Silkevæveriet der skulle fremstille forskellige silkevarer, der ellers blev importeret. Han byggede 14 huse i Silkegade for egne midler, lønnede vævere og købte råvarer. I 1623 mente kongen at silkevæveriet kunne dække markedet, så der blev indført importforbud på silkevarer. Men det gik galt – væverne stak af fra det ensformige arbejde, og priserne på udenlandske silkestoffer var faldet

 Da det gik bedst under Christian IV har der været omkring 1200 beskæftigede, hvor størstedelen har været ufaglærte, i forskellige tekstilmanufakturer. De ca. 700 i Tugt- og børnehuset.

Værker

Værker var virksomheder, hvor der produceres varer ved hjælp af naturlige kraftkilder som vand- og vindkraft. Kongen grundlagde værker ved fx Hellebæk ved Helsingør, Mølleåen ved Lyngby, og Krusåen i Slesvig.

Der var stort brug for jern til våben og byggeri, så kongen lod 1597-1600 en smelteovn til myremalm, valsemølle og hammermølle opføre ved Hellebæk (ved Helsingør). I Helsingør blev et kanonstøberi indviet i 1601, så man kunne støbe kanoner og klokker til bl.a. Kronborg. Kanonerne blev efter støbning transporteret til Hammermøllen i Hellebæk, hvor de blev udboret.

Ved Mølleåen blev der i ni møller fremstillet mel, krudt, kobber, stål, papir og valket tekstil.

Omkring 1600 lod Christian IV et hammerværk til metalforarbejdning opføre ved Krusåen i hertugdømmet Slesvig. Havnebyen Flensborg lå tæt ved, så råvarer kunne leveres og de fremstillede kobber- og messingvarer kunne nemt transporteres videre med skib.

Kupfermühle – eller Kobbermølle
Lige over den dansk-tyske grænse fra Kruså, i Slesvig, ligger den lille by Kupfermühle. Byen har navn efter en kobbermølle, der blev grundlagt af Christian IV i begyndelsen af 1600-tallet.
Ud over at være konge over Danmark-Norge var Christian IV også hertug af Slesvig, og han ville gerne have et hammerværk i sit hertugdømme som konkurrent til hammermøllerne i Holsten. Han fandt et egnet sted ved Krusåen, der havde et stærkt fald, god vandføring også i sommermånederne og åen mundede ud i Flensborg fjord.
Der kunne leveres brænde og trækul til smeltning af kobber fra de omliggende skove, og der var transportmuligheder for store skibe til havnen i Flensborg og mindre skibe direkte til hammerværket. Metallet kom fra bjergværker i Norge og Sverige.
I løbet af 1600-tallet, da produktionen af kobber fra bjergværket i Røros var kommet i gang, opstod en handel med tegl fra teglværkerne ved Flensborg fjord til Trondheim i Norge og retur med råkobber til kobbermøllen.
1600-årene var en hård tid for kobbermøllen, der blev brændt ned af Wallenstein under trediveårskrigen i 1628 men hurtigt genopbygget, igen under Torstensson-fejden i 1644 og igen hurtigt genopbygget og for tredje gang i 1657 hvor der så gik 25 år inden det fjerde værk kom i gang. Værket producerede kobber- og messingprodukter frem til det endeligt lukkede i 1962.
I dag er der industrimuseum i fabrikshallerne, hvor man bl.a. kan se en rekonstruktion af en vanddrevet hammermølle.
Find flere oplysninger ved at søge på ’kobbermølle christian 4’ og besøg https://www.industriemuseum-kupfermuehle.de/

Beskæftigelsen ved de forskellige værker har været meget begrænset. Ved værket i Helsingør og Hellebæk, der var langt det største med både hammerværk, kobbermølle og gjethus (støberi), har der været omkring 50 hovedsageligt faglærte beskæftiget. I værkerne ved Mølleåen har der været typisk mester, et par svende og en dreng.

I 1624 grundlagde kongen Kongsberg Sølvværk i Norge, hvor der året før var fundet sølv. Til at stå for minedriften blev der hentet tysk ekspertise og arbejdskraft fra Sachsen og Harzen. I 1633 blev der fundet kobber ved Røros, og en mine blev forsøgt startet i 1644. Den måtte hurtigt lukke, men efter et rigere fund blev Røros Kobbervæk grundlagt i 1646.

Sølvminen i Kongsberg
I 1623 vandrede Jacob Grosvold, der var søn af en bonde, omkring på fjeldet for at prøve om han kunne opspore metaller eller malm. Han var heldig og fandt et sted hvor han kunne hugge noget metal frit, som han bragte hjem til sin far. Faderen tog det med til en metalstøber på egnen, der fandt ud af at metallet var sølv. Bonden og hans nabo begyndte at sælge af sølvet til en lidt for lav pris. Det opdagede øvrigheden, og gjorde kongen opmærksom på fundet.
I april 1624 tog Christian IV til Norge for at se stedet. Kongen besøgte minen, hvor den første grube blev givet navnet Kongelige Majestæts grube. På bjerget så kongen ud over dalen, hvor elven Numedalslågen havde et fald – her bestemte han at bjergværket skulle ligge. Byen fik navnet Kongsberg.
Kongen havde andet end minen at se til, så i 1627 overgik ejerskabet til et participantskab. Kongen skulle selv være en af participanterne og modtage 1/10 af det udvundne sølv og de øvrige participanter var forpligtet til at sælge alt det udvundne sølv til kongen og hans efterkommere.
I begyndelsen blev malmen udvundet med håndredskaber, hammer og bjergjern, og man kunne lave mellem 1,5 og 15 cm minegang på en måned i det hårde fjeld. Man gik så over til fyrsætning, hvor man opvarmer fjeldet med brænde, så det bliver skørt. Så kunne man lave omkring 1,5 meter minegang på en måned.
Kongsberg Sølvværk blev en stor arbejdsplads i det dansk-norske kongerige med 4000 ansatte i 1770, og fortsatte sølvudvindingen til 1957, hvor værket blev lukket. Der blev i alt udvundet omkring 1350 tons sølv i minerne ved Kongsberg. I dag er der museum i den gamle smeltehytte.
Find flere oplysninger ved at søge på ‘kongsberg sølvverk’ og besøg https://norskbergverksmuseum.no/

I minen i Kongsberg blev der fra 1623 til 1645 hvert år i gennemsnit produceret ca 4300 mark sølv, 1646-1673 ca 6500 mark sølv 1708-1723 14.200 mark sølv – i alt blev der i minens første 100 år produceret 701.312 (en mark sølv svarer til ca 234g).
I 1600-tallet fik en arbejdsmand ca. 20 skilling om dagen, 1 daler var lig med 6 mark eller 96 skilling. 1 skilling var lig med 0,263 g sølv.
Hvor mange arbejdsmandsarbejdsdage havde Christian IV råd til at betale for i 1630?

Minedrift

Her ses to forskellige metoder til minedrift fra bogen ‘De Re Metallica’ af Agricola. Til venstre foregår det med hammer og bjergjern, hvor minearbejderen hakker stykker af klippen. Det fungerer, hvis klippen er relativt blød eller porøs. De to andre minearbejdere svinger med et klæde, for at tilføre frisk luft.
Til højre foregår det med fyrsætning, hvor der laves et stort bål op ad klippesiden. Når klippen bliver varm, sprækker den og kan bearbejdes med hammer og bjergjern. Minearbejderen, der har antændt bålet, skynder sig ud, væk fra varmen og røgen.
I 1600-tallet begyndte man at eksperimentere med krudt, men fyrsætning har man brugt helt frem til slutningen af 1800-tallet, hvor Nobel opfandt dynamitten.

Kobberminen i Røros
I 1644 stødte renjægeren Hans Aasen på en af sine jagtture i bjergområdet Storvola på en flok rener, hvor han skød en buk. Da bukken faldt om skrabede den en sten med en stærk glans op. Hans Aasen viste stenen til bjergværksmanden Lorentz Lossius der søgte efter malm i området.
To år efter var Røros Kobberværk etableret som et participantskab, og man begyndte at udnytte kobbermalmen. Christian IV, der som konge havde retten til alle ubrugte skov- og fjeldområder, gav participanterne privilegie til at udnytte alle naturressourcer inden for en Circumferens (omkreds) med en radius på 4 mil (ca. 45 km) fra fundstedet. Kongen havde ret til en tiendedel af produktionen, og forkøbsret på det kobber, han ønskede.
Ved et fald på elven Hitterelva blev der bygget en smeltehytte, og byen Røros voksede efterhånden frem.
I 1740 var der omkring 2000 beskæftiget på Røros Kobberværk og anlægget bestod af 40 kobberminer og 200 mindre anlæg til udvinding af andre metaller.
Kobbermalmen indeholdt 4-6 % kobber, og gennemgik stort set den samme proces i fem trin fra 1646 og frem til 1887 – koldristning, skærstensmeltning, venderistning, sortkobber-smeltning, raffinering. Resultatet var et produkt med 98-99 % kobber, der kunne bruges til støbelegeringer, men ikke til smedning.
I 1887 gik man over til bessemer-processen, hvor flydende skærsten fyldes i en bessemer-konverter. Produktiviteten blev voldsomt forøget. Fremstillingen af kobber fra skærsten tog med den gamle fem-trinsproces 1½ måned, mens med bessemer-processen kunne det gøres på 1½ time, og produktet havde et kobberindhold på ca. 99,8 % kobber.
Værket producerede fra 1644 til det lukkede i 1977 mere end 100.000 ton kobber. I dag er der museum i smelteværket, og området er på UNESCO’s verdensarvsliste.
Find flere oplysninger ved at søge på ‘røros kobberverk’ og besøg https://rorosmuseet.no/

Meget produktion af almindelige varer foregik i Danmark som husflid eller bibeskæftigelse hos befolkningen på landet. Hos fiskere blev der fremstillet sejldug, tovværk, sildegarn og åleruser mv., i egne med skov blev der fremstillet træsko og andre trævarer til brug i husholdningen, hvor der var ler og brænde til rådighed blev der fremstillet jydepotter (lerpotter). Der blev også brændt tegl, sydet salt og brændt kalk – og på heden blev der strikket hoser, der blev solgt til hosekræmmere.

De danske købmænd var ikke villige til at investere deres kapital i manufakturerne og der var ikke tradition for et forlagssystem som i England, der kunne levere fx spundet garn til tekstilmanufakturerne. For at etablere både manufakturer og værker måtte arbejdskraften hentes i udlandet, hvilket kostede store summer i flytteomkostninger og privilegier, så merkantilismen endte med at blive en dyr historie for Christian IV.

Særligt tekstilmanufakturerne havde også problemer med at afsætte varerne – varerne var for dyre til den almene befolkning, der sagtens kunne fremstille tekstiler og strikvarer selv, og de finere varer fra fx silkemanufakturerne kunne ikke konkurrere med udenlandske varer, der trods importforbud blev smuglet ind. Det gik så bedre for minerne i Kongsberg og Røros, og værkerne, fx eksisterede Kobbermøllen ved Krusåen fra 1612 til 1962.